Vendal er et sted som for os der bor her, egentlig helst vil beholde for os selv ! På den anden side, vil vi jo også gerne prale af hvor fantastisk dejligt her er - fantastisk er det ihvertfald for os der sætter pris på natur, stilhed, dyreliv, grønne bakker og ikke mindst den skønne Limfjord.
52 grundejere nyder dette smukke Limfjordslandskab - hvor vi kan opleve alt fra den vildeste vind fra vest - til de lidt mildere briser fra syd. Det er ikke forgæves at Erik Bertelsen i 1939 skrev "Blæsten går frisk over Limfjordens vande"- for det gør den stadig..... Skulle man vælge en anden sang der passer perfekt til stedet, så må det blive "Vendalsangen" Den er skrevet i 2010 i anledning af grundejerforeningens 40 års jubilæum. En historie om livets gang i Vendal, syng den - så ved du hvad vi mener med fantastisk ;-)
I 1970 startede denne grundejerforening, til gavn og glæde for områdets beboere. Foreningens overordnede formål er at varetage nuværende og fremtidige interesser i Vendal området. Dette for at bevare og sikre fastholdelse af de rekreative formål, som en sommerhusbesiddelse indebærer.